Anette Hoffmann: Den flyvende grønne fløj


Som altid, er planen at stille med absolut stærkeste opstilling, når vi hjælper danske virksomheder med bedre, energieffektiv lys, og man må så sandelig sige, at stjernestøvet nu har ramt CO2LIGHT. Tidligere i hendes sprudlende karriere på banen i både grønt og rødhvide farver, var hun vant til at kæmpe intense kampe under spotlyset. Her mange år senere har hun skiftet den grønne trøje i Viborg HK ud med vores bæredygtige lysegrønne farve, og istedet for at lave fikse tricks på venstre fløj, er hendes fornemme opgave nu at finde de helt rigtige lyskilder til skoler, sports- og svømmehaller i Midt- og Sønderjylland.

“En verdensmester i håndbold, bliver nu verdensmester i energieffektive lyskilder..”

Bedrifterne på håndboldbanen er uden sidestykke med to Europamesterskaber i 1994 og 1996, en VM-titel i 1997 og ikke mindst OL-vinder i både 1996 og 2000. Vi taler selvfølgelig om den altid smilende og vindende Anette Hoffmann. Anette begyndte stillingen som Key Account Manager d. 1/9 i år, og hun er blevet overdynget med teknisk input og LED-guldkorn lige siden. Som fast del af vores landsdækkende halteam sætter hun baren højt med fokus på det midtjyske.

Udover den flotte håndboldkarriere fra 1988 – 2000, inklusiv et år hos spanske Skt. Sebastian, er hun uddannet pædagog og kommer frisk til fadet fra 10 år i salgsbranchen, som salgschef hos J.I Sport. Hun er vellidt, smilende og har i kraft af hendes smittende personlighed et stort netværk at trække på, så vi er meget glade for at have hende med på vinderholdet. Salget af sportsudstyr mv. er nu blevet erstattet med professionelt LED-belysning til skoler/haller, og hun er allerede kommet godt fra start. Med sådan en vindermentalitet kommer det heller ikke som nogen overraskelse her i huset.

Anette er i dag 46 år, bor i Jelling med hendes mand igennem snart 25 år, som hun har tre piger med på hhv. 11, 14 og 16 år. Håndbolden er ikke helt lagt på hylden, men nu er det primært på sidelinjen hun holder til, når pigerne spiller (den yngste er dog mere hooked på fodbolden). Om hun er blevet endnu mere håndboldtosset som mor/tilskuer, ved hun ikke helt, men gode råd har hun rigeligt af. Det hurtige antrit holder ved, og hun løber både stærkt på arbejdet og derhjemme.

Sport er stadig en stor del af hendes fritid og interesse, hun er et meget aktivt menneske og dyrker blandt andet Rope Skipping (sjippetorv i hold). Når ikke hun hopper højt og leger kærlig rooligan for pigerne, elsker hun en stille stund med en god bog og fødderne oppe. Hun er mor med stort M, god til at pleje familie og nære venner, og er et fokuseret og pligtopfyldende menneske, der hellere sender et smil end en løftet pegefinger.

Hjerteligt velkommen til vores flyvende grønne fløj. Må du hjælpe andre med også at ramme pletskud under de helt rigtige lyskilder!

Hvorfor CO2LIGHT?
– CO2LIGHT er en virksomhed med en spændende grøn profil. Det er en sjov arbejdsplads med dygtige og sjove kollegaer, der har givet mig god opbakning siden begyndelsen. For mig går bæredygtighed og kvalitetsprodukter hånd i hånd, og her vil jeg rigtigt gerne hjælpe nogle af alle de skoler/haller, som jeg har mødt i mine mange år hos J.I Sport, med bedre lys og store besparelser.”