Et tilbageblik på et grønt praktikforløb


Vi skriver nu 2018. For mange betyder det en frisk start med nye planer, nytårsforsæt og muligheder. Set i bakspejlet med energieffektive LED-briller er CO2LIGHT nået langt og haft et bæredygtigt 2017 med flot vækst, trofaste kunder og stærke samarbejdspartnere. Det er vi utroligt taknemmelige for, og det skaber samtidig et solidt fundament for vores fortsatte mission, nemlig at hjælpe endnu flere danske virksomheder med at blive grønnere – både ift. miljøet, driften og økonomien.

Vi har længe haft et inspirerende samarbejde med Aalborg Universitet, hvilket er resulteret i nogle grønne projekter, en masse gensidig vidensdeling og et par dygtige praktikanter. Fra september til og med slut december havde vi fornøjelsen af at have en dygtig, reflekterende ung mand med et lyst hoved og en masse gode idéer. Med en praktikaftale ved CO2LIGHT er det vigtigt for os, som virksomhed, at kunne bidrage med en spændende og lærerig kultur, og samtidig lade den studerende indgå i nogle faste processer, så han/hun også selv er med til at forme forløbet.

Nedenstående er en evaluering af praktikforløbet med Emil Jacobsen’s egne ord:

1) Set i bakspejlet, hvordan har praktikforløbet været?
Praktikken har været helt suveræn. Jeg har haft frie rammer til at undersøge de spørgsmål, jeg vurderede var vigtige, både for CO2LIGHT, men også for at få stillet min egen nysgerrighed overfor, hvordan forretning drives eller bør drives.

2) Har du fået brugt din uddannelse i praksis?
Ja, Jeg har helt bestemt brugt min uddannelse i praksis. Filosofi handler jo om systematisk at undres og rejse spørgsmål, og på de sidste tre måneder har jeg fået mange nye input. Det fede ved ’det gode spørgsmål’ er jo netop, når det hjælper med at rykke os, som mennesker eller organisation.

3) Hvilke opgaver har du været omkring?
I praksis har jeg været inde over tilblivelsen af en personalehåndbog, CSR-rapport og forskellige branding-initiativer i samarbejde med virksomhedens PR-konsulent. Grundlæggende har jeg forsøgt at hjælpe CO2LIGHT med at skabe fokus på, hvorfor de driver forretning, som de gør. Virksomheder skal tage ansvar for grøn omstilling. Og hvis virksomheder skal være grønne, så bør forbrugere belønne den adfærdsændring, men det kan de kun, så længe virksomhederne viser, hvad de gør.

4) Har praktikopholdet indfriet dine forventninger – både fagligt som personligt?
Jeg synes, at jeg har fået en masse erfaringer med mig i rygsækken. Desuden har jeg i min praktik været både selvstændig ved at formulere egne opgaver, men hver opgave er blevet løst i samarbejde med forskellige kollegaer, og det synes jeg har været en stor fornøjelse, både fagligt og personligt.

5) Vil du anbefale CO2LIGHT som praktikplads?
Ja, det vil jeg helt bestemt. CO2LIGHT er et projekt med stor ansvarlighed og vilje til vækst, som i hvert fald for mig har været en stor oplevelse at være en del af.

CO2LIGHT siger tak for et konstruktivt forløb, hvor vi i fællesskab er kommet omkring nogle organisatoriske aspekter, der har bevirket, at vi har kigget lidt ind af. Vi ønsker Emil alt held og lykke med hans afsluttende eksamensopgave, og videre færd i erhvervslivet. Må du sprede lidt bæredygtige tanker på din vej.