Nye forpagtere i farverigt lys


Nye forpagtere sætter historisk café i et nyt spændende lys

Sommersolen er begyndt at stå højt over de historiske vikingegrave i Nørresundby lige nord for Aalborg, og inde i museets café skifter et nyt, smart lys-setup løbende farve over de to nye forpagtere. Et koncept, der blandt andet skal komplimentere det nye menukort samt give gæsterne en ekstra god café-oplevelse. René Maxwell og Thomas ’Madfar’ Farsinsen er nu lidt over 2 måneder inde i opstarten efter overtagelsen af caféen, og de har rigeligt at se til. 

Maden er lavet fra bunden ud fra et godt klassisk design med øje for smag og enkelthed – og af sæsonens lokale råvarer. Et koncept, begge forpagtere tror på vil falde i god vikingejord – især hos de lokale gæster. Og spørger man den erfarne restauratør René Maxwell, har modtagelsen været rigtig god på beskedent jysk:

– Jamen, det er simpelthen gået over alt forventning, og jeg synes, at vi er blevet taget rigtigt godt imod herovre. I åbningstiden fra kl. 10 – 17 tirsdag til fredag har vi nok 20 spisende gæster om dagen – mange lokale seniorer, og derudover har vi stort set været fuldt booket med selskaber i weekenderne, og det ser ud til at fortsætte henover sommeren, siger den tilfredse restauratør.

René Maxwell er velkendt ansigt i restaurationsbranchen, hvor han har været siden 12 års alderen. Søn af Astrid Maxwell, som i mange år drev Skydepavillonen i Aalborg, er han en velbevandret herre, og har igennem de sidste 15 år været med til at drive flere spisesteder i Aalborg, eksempelvis Café Klostertorvet, Café Ministeriet og Brasserie Mundgott. Alle velbesøgte og populære steder igennem årene. Sammen med makkeren ’Madfar’, som er blevet et kendt ansigt bag kogegryderne igennem de senere år, kæler de for både smagsindtrykkene og oplevelsen for gæsten.

Nyt LED-lys og rustik, nordjysk smag

Udover Thomas Farsinsens helt særlige nordjyske touch ved maden, er en anden speciel detalje ved den nyforpagtede café det nye lys-setup i lokalerne. Da René Maxwell drev Café Ministeriet, havde han nemlig fået installeret lys, der løbende skiftede farve. En sanselig oplevelse han syntes, der skulle videreføres til Café Lindholm.

Med specialdesignede lamper fra Nordlux over bordene, og et godt 80 meter langt farveskiftende LED-bånd med dioder (også kaldet frisekantsbelysning), leveret af LED producenten CO2LIGHT, kan Café Lindholm nu levere helt specielle temafester, firmaarrangementer og bryllupper med videre, hvor forskellige farver understøtter stemninger, logoer, tøjvalg, og udvalgt interiør osv. I den forbindelse nævner René Maxwell en nylig pigekonfirmation, hvor farvekoden var prangende lyserød til stor begejstring for konfirmanden og hendes mange gæster.

Udover det skiftende lys har de to forpagtere også tænkt ’grønne tanker’ mht. at spare på strømmen og pengepungen, og CO2LIGHT har derfor også energioptimeret lyset i både køkken og restaurant. Det har været lidt af et sats, men en investering begge forpagtere er glade for at have lavet.

– Jeg synes helt klart, at det er det rigtige valg i forhold til lyset herovre. Der er blevet kælet for detaljerne, og det samme siger vores gæster. Det pepper helt klart oplevelsen op for gæsten, det ser godt ud, og så er LED jo billigere i længden, lyder det Rene Maxwell, mens lyset over ham skifter til en rødlig nuance.

Kort og godt. Nu har man altså mulighed for blandt andet at få serveret velsmagende, rustikke sandwich, sunde salater, charcuteri – både hjemmelavet og fra lokale slagtere, god vikingekaffe og dejlige, søde desserter, mens man nyder udsigten over Lindholm Høje i en helt ny, rolig atmosfære. Hvilken farvekode der skal sætte præg på frokosten, må være op til den enkelte, men om man er til rød, gul eller blå, er det helt bestemt besøget værd.