Super Spar


Leverandør med lys ide
Investering i ny belysning ligger mange steder ikke øverst på prioriteringslisten. Det har en af Lindpros leverandører i Nordjylland fundet en løsning på. CO2LIGHT betaler for installation, service og vedligeholdelse i 6 år mod, at virksomheden får hovedparten af energibesparelsen. Kunden selv betaler ikke en krone!

Innovativt koncept
LED-leverandøren CO2LIGHT tilbyder deres kunder en oursourcing løsning, hvor de overtager kundens lysinstallation i 6 år. Alle lyskilder udskiftes med LED. Herefter servicerer og vedligeholder CO2LIGHT installationen med Lindpro, som servicepartner i 6 år, uden omkostninger for kunden. Når aftalen udløber, ejer kunden installationen og afgør så selv, om de vil fortsætte samarbejdet. CO2LIGHT vurderer den enkelte kunde og løsning for at sikre sig, at de tjener investeringen hjem via de energibesparelser, som løsningen genererer.

Slutbrugeren får selv mellem 10-20 % af energibesparelserne.

”Konceptet sikrer, at CO2LIGHT altid leverer en optimal løsning til kunden, for ellers tjener de ikke selv investeringen hjem”, fortæller Kim Kaldahl Jensen og fortsætter:

”Vi leverer arme og ben for CO2LIGHT til installation, CE godkendelser og service. CO2LIGHT er en ny og innovativ LED-leverandør på markedet, og de gør det godt. De har lige etableret et samarbejde med alle Falck stationer i hele landet, og de skal præsentere konceptet for Spar Danmarks ledelse med i alt 563 butikker”.

Købmand Per Saksager i Super Spar i Hune ved Blokhus har sagt ja-tak til CO2LIGHT:

”Det var lidt som at modtage en kuvert, hvor der står, at man har vundet en stor præmie. Der må stikke noget under, tænkte jeg. Konceptet er imidlertid både gennemført og innovativt, og da vi sagde ja, fik vi skiftet vores lysinstallationer over natten”.

”Vi har fået et helt nyt lys i butikken – og nok 40 % mere af det. Især varerne på de nederste hylder bliver bedre oplyst. Med traditionel belysning har det altid været problematisk. Også vores kunder bemærker, at der er sket noget nyt. Rent forretningsmæssigt er det en stor fordel, at jeg ingen elektrikerregninger får i 6 år, men altid kan få hjælp af Lindpros teknikere”.